Mandag den 1. februar fødte Sadja.
En Staby går drægtig i ca. 63 dage. Vi havde beregnet os frem til at det skulle være den 6. eller 7. februar eftersom vi havde fået hende parret den 5. og 6. december. Dvs. at hun fødte 5 dage tidligere end beregnet.
Natten igennem var hun meget urolig. Hun kunne ikke finde ro noget sted i huset og vi blev en anelse bekymrede for hende.
Om morgenen kontaktede vi Anni og John, som var meget fortrøstningsfulde om at der i hvert fald ikke ville ske noget de næste par timer.
Om eftermiddagen da vi skulle have Sadja ud på hendes eftermiddagstur gik fødslen pludselig i gang. Hun fødte faktisk den første hvalp stående i bryggerset.